Forord og Fakta

Forord og Fakta

Annas dagbog er mine oplevelser i ord, tanker og billeder - og ikke en egentlig rejsebeskrivelse.

En rejse i Australien
- igennem syv stater fra Perth til Sydney
30. oktober – 28. november 2005

Forord

Allerede 1½ år før afrejsen var tidspunktet planlagt og aftalt med vores respektive arbejdspladser, som alle havde viste stor velvilje. 1½ år som umiddelbart føltes som uendeligt langt ude i fremtiden. Men pludselig var vi der. Nu skulle vi af sted på vores drømmerejse til Australien. Det var Helle, Jørgen, Jens og Anna. Jørgen er Annas bror og primus motor i, at rejsen blev til virkelighed. Jørgen rejste og boede i Australien for 30 år siden, og kontakten er siden blevet vedligeholdt. Det skulle vise sig at give os mange, gode oplevelser undervejs. Vi ville selv arrangere turen - og på forhånd kun i store træk - da vi ville have friheden til at korrigere undervejs. Vores motto var "vi ser ikke Australien fra en flyvemaskine eller et femstjernet hotel", nej, vi ville derud, hvor vi mødte "aussierne", hvor vi kom i snak med dem. Vi havde for længst meldt os ind i Australian New Zealand Friendship Society, som arrangerer udmærkede foredrag og udgiver MyPlanet Magazine, som vi har haft stor glæde af at læse og forberede os igennem. Medlemskabet giver endvidere store fordele, når flybilletterne skal indkøbes. Vi brugte meget tid på at studere kort, bøger, magasiner, rejsebeskrivelser på nettet og lægge VORES rejseplan - ofte over gode middage. Det er godt at have noget at glæde sig til. Tidspunktet - november måned - var meget bevidst valgt, fordi ville opleve foråret i Australien.

Billetterne blev indkøbt hos MyPlanet allerede i foråret 2005. Flybilletter Billund-Frankfurt-Singapore-Perth – indenrigs Perth-Cairns – og retur Sydney-Singapore-Frankfurt-Billund. Hertil leje af bil (4WD) en uge i Vestaustralien og igen en god firehjulstrækker, som stod klar til os i Cairns, og som vi afleverede tre uger senere i Sydney. Det var de eneste aftaler, vi på forhånd havde bundet os op på.


Vi er netop landet i Singapore - og solen er ved at gå ned

Efter 7 timers flyvetur med Quantas Airways i denne Boing 747 er vi her netop landet i Singapore. Læg mærke til den flotte, enkle kænguru på haleroret. Dette symbol anvender al Quantas personale som en sølvnål på deres flotte brune fly-dress, og den er endvidere præget ind i deres kufferter og tasker.

powered by cmsimple.dk | template by 2bdesign.de | modified by inkea